Regionen kan ikke skabe et sundt København – det kan København

I mandags åbnede jeg Københavns første sundhedshus sammen med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. I det nye sundhedshus vil københavnerne døgnet rundt i deres eget lokalområde kunne få hjælp til alt fra livsstilssygdomme som overvægt til mindre fysiske skader. Det nye sundhedshus er kun et i rækken af flere sundhedshuse. Flere er på vej, og det er mit mål, at alle Københavns bydele har et sundhedshus inden 2013.

Etableringen af en stribe sundhedshuse gør det muligt at forandre den nuværende model på sundhedsområdet. I dag er det sådan, at tre instanser – staten, regionerne og kommunerne – alle beskæftiger sig med sundhed.

Min holdning til denne tredeling er, at det billigste for samfundet, det mest rationelle for beslutningstagerne og det bedste for borgerne vil være, hvis Danmark nøjes med to niveauer på sundhedsområdet. Regionerne har efter min mening udtjent deres værnepligt, og det er der flere årsager til.

For det første har regionerne meget begrænsede udfoldelsesmuligheder, da de tildeles penge af staten og ikke selv kan opkræve skat. Det begrænser i den grad deres udfoldelsesmuligheder og medfører, at det gigantiske antal politikere og den store administration er omvendt proportionalt med deres muligheder.

Det virker endvidere besynderligt at opretholde et pompøst politisk niveau, hvis eneste opgave er at drive hospitaler – særligt når folketinget har tømt dem for penge og muligheder.

For det tredje synes ideen om et borgernært sundhedsvæsen helt at forsvinde, når det er regionsrådet i Hillerød og ikke Københavns egen sundhedsforvaltning, der har aftalerne med de praktiserende læger, ansvar for ambulanceberedskab og vagtlægeordning.

På den baggrund mener jeg, at regionerne skal væk. Lad staten sørge for den overordnede styring af resurserne på de meget komplicerede behandlingsområder. Lad det enkelte sygehus få status af selvejende institution – ganske som det er tilfældet med landets universiteter. Og lad sidst men ikke mindst kommunerne overtage ansvaret for den borgernære service.

Jeg mener på baggrund af det ovennævnte, at regionernes dage er talte. De nye sundhedshuse i København gør i hvert fald, at vi er klar til at tage over, når regionerne er væk.

IT på skoleskemaet – det er vejen til et vidende København

Det er alment kendt, at vi lærer i forskellige tempi. Det samme er tilfældet for vores børn. Nogen børn lærer hurtigt, andre børn har brug for længere tid til at lære.

Børn har forskellige indlæringsevner og forskellige faglige niveauer. Børn er kort sagt forskellige. Det betyder, at de møder i folkeskolen med forskellige forudsætninger for læring. Det er et forhold, som jeg mener, vi må erkende, og ikke mindst arbejde ud fra, hvis vi skal skabe en professionel og lærende folkeskole. Vi må med andre ord erkende, at alle børn ikke er lige gode rent fagligt og derfor for har forskellige behov i forhold til den faglige del af undervisningen.

Jeg mener, at folkeskolen skal være stedet, hvor vores børns behov imødekommes og indfries – uanset om det enkelte barn har let eller vanskeligt ved at lære.  For at imødekomme og indfri det enkelte barns behov, må vi skabe rammerne for en folkeskole, hvor det ikke udelukkende er den laveste fællesnævner, der sætter niveauet og tempoet for læring. Vejen til en sådan folkeskole, mener jeg, går gennem IT. Derfor skal IT på skoleskemaet!

IT skal bruges som et individuelt arbejdsredskab i bestræbelserne på at give den enkelte elev muligheden for at udvikle sig i overensstemmelse med egen motivation, egne evner og anlæg.

Som det er nu, har folkeskolen ikke mulighed for at udnytte det potentiale, der ligger i at bruge IT som et individuelt arbejdsredskab. Det mener jeg der skal gøres noget ved. Folkeskolen skal have mulighed for at udnytte dette potentiale, så vi sikrer, at alle børn udfordres og styres på det faglige plan.

Ved at udnytte IT som et individuelt arbejdsredskab vil eleverne kunne undervises i samme klasseværelse, selvom de befinder sig på forskellige faglige trin. På den måde sikrer vi, at vore børn stimuleres og udfordres på deres eget faglige niveau, samtidig med at det enkelte barn – uanset indlæringsevne og fagligt niveau – kan forblive sammen med sine jævnaldrende klassekammerater. Det er til gavn for det enkelte barn – det kan ingen da være imod?

Brugen af IT som et individuelt arbejdsredskab i folkeskolen sikrer at der tages udgangspunkt i det enkelte barns behov og faglige niveau. Derudover skaber vi de bedste rammer for socialt samvær børnene imellem, eftersom det enkelte barn ikke skal forlade sine klassekammerater for at lære på sit eget faglige niveau.

Vi har teknologien. Jeg synes, at vi skal prioritere den, så vores børns behov kan imødekommes og indfries.

Velfærdsstaten har brug for hjælp

Velfærdsstaten er borgernes sikkerhedsnet for liv, sundhed og velfærd. Velfærdsstaten er et statsligt sikkerhedsnet, men løser ikke alle landets samfundsproblemer. Det er netop velfærdsstatens problem, sådan som jeg ser det.

Velfærdsstatens problem ligger i forventningen om, at staten træder til og løser selv de mindste problemer. Velfærdsstaten som vi kender den i dag har nemlig ry for at varetage alle samfundsopgaver – store som små. Men er det virkelig meningen med velfærdsstaten?

Jeg mener ikke, at velfærdsstaten på noget tidspunkt har haft til formål at løse alle samfundsopgaver, og det har aldrig været meningen med den danske velfærdsmodel.

Netop i den sammenhæng mener jeg, at velfærdsstaten har brug for hjælp ellers vil den om få år falde fra hinanden, da forventningerne til staten vil blive for store.

Hjælpen skal komme i form af et stærkt og solidt civilsamfund, hvor vi borgere gennem frivilligt arbejde og foreningsliv hjælper og støtter hinanden.

I årtier har frivilligt arbejde været et supplement til offentlig aktivitet, men velfærdsstaten kan ikke klare alle samfundsopgaver. Derfor skal det frivillige arbejde styrkes. Konsekvensen heraf bliver et styrket civilsamfund, hvor vi naturligt hjælper hinanden. Ved at styre det frivillige arbejde skabes rammerne for, at velfærdsstaten bliver et supplement til et stærkt civilsamfund, hvor støtte og vejledning hentes lokalt.

Jeg mener, at rammerne for et stærkt civilsamfund skabes gennem frivilligt arbejde, derfor tilbydes alle og særligt seniorer og andre ældre at tage aktiv del i frivilligt arbejde. Det frivillige arbejde kunne eksempelvis bestå i bemanding af de københavnske legepladser. En bemanding vil skabe tryghed for de forældre, som ikke tør sende deres børn ned og lege alene. Et problem velfærdsstaten ikke tager sig af.

Jeg vil i den sammenhæng gerne opfordre seniorer og andre ældre til at blive ’reservebedstemødre og – fædre’ for de københavnske børn. Gennem frivilligt arbejde kan seniorer og andre ældre passe og dyrke sport med børnene på legepladser i børnenes og de ældres eget nærmiljø. Det vil være at give velfærdsstaten en hjælpende hånd.

Det frivillige arbejde skal understøttes økonomisk, da frivilligt arbejde kræver penge til organisering, uddannelse og løbende pleje i form af uddannelse, førstehjælpskursus og sikring af en ren straffeattest.

Ved at skabe rammerne for frivilligt arbejde styrker vi civilsamfundet og på den måde giver vi en hjælpende hånd til velfærdsstaten.